lørdag den 31. juli 2010

Steam - køb, download og spil. OPDATERET!


I min tidligere blogpost skrev jeg blandt andet om Spilogmedier.dk, hvor man kan downlåne spil, hvis ens bibliotek er tilmeldt tjenesten på samme måde som med for eksempel Netlydbog.dk.


Et ret godt og kommercielt alternativ er firmaet Steam, der er en internetbaseret amerikansk virksomhed, der blev startet i 2003 og siden er blevet temmelig populær.


Når man bliver kunde hos Steam, skal man downloade et program til sin computer og oprette en profil. Oplysningerne om ens profil bliver lagret hos Steam, så man således kan logge ind på sin profil på en hvilken som helst computer med adgang til internettet, sålænge computeren også har downloadet programmet.


Når man har en profil hos Steam, kan man købe og downloade adskillige spil, som også findes i den almindelige butikshandel. Der er selvfølgelig forskellige spærringer på spillene, så Valve, der er firmaet bag Steam, kan være sikre på, at der ikke bliver lavet ulovlige kopier af de spil, de sælger.


For øjeblikket leverer Steam kun spil til PC og MAC, men de vil senere på året levere spil til Playstation 3 også, hvor det første spil vil være Portal 2, der er efterfølgeren til kæmpesuccesen Portal. Der går også rygter om, at Steam vil begynde at levere spil til linuxbaserede pc'er, men det er altså kun rygter indtil videre.


Ret hurtigt er Steam blevet en kæmpesucces, men systemet har også været udsat for en del kritik. Blandt andet fordi man skal være online for at spille nogle af deres spil, ligesom nogle spil man køber i almindelige butikker kræver, at man opretter en Steamkonto og registrerer sit køb af spillet dér, inden man kan få lov til at spille det.


Til gengæld giver Steam ofte rabatter på de spil, de sælger online, man kan se, hvilke af ens venner, der spiller hvilke spil og man kan chatte med dem, ligesom opdateringer til ens spil bliver downloadet og installeret automatisk på en central server. Det samme gør de save games, man laver undervejs, når man vil gemme sin position i spillet. Alt dette er gratis.


Det er også muligt for spillecaféer og pc-caféer at indkøbe en licens til Steam, således at folk kan komme ind og spille spil. Måske er der samme mulighed for bibliotekerne? Det kunne være værd at undersøge. Så var der i hvert fald en nem måde at tilbyde adgang til en del spil på, som kunne spilles på biblioteket uden at man skal have styr på cd-rom'er og lignende.


Du kan læse mere om Steam på Wikipedia, og se Steams hjemmeside her.


Nederst på hver side kan du få et overblik over, hvilke firmaer, der leverer spil til Steam.

OPDATERING: Steam er et glimrende eksempel på, hvordan internettet kan ændre den måde, vi køber varer på, især kulturvarer. Tidligere gik man ned i en butik og købte et spil eller, hvis det gik vildt for sig, bestilte det over internettet og modtog det med posten en uge senere. Med Steam er der kommet en måde, hvorpå man kan købe og downloade et spil uden at have en fysisk udgave nogensteder, og på trods af denne "mangel" (mange foretrækker stadig at have en fysisk udgave som en slags sikkerhed), så vokser Steams kundebase sig altså større og større.
Samme forretningsmodel har man allerede set indenfor musik, hvor man blandt andet via iTunes har kunnet købe musikfiler. Men forretningsmodellen breder sig altså til andre medier såsom spil, film og bøger. Dog er der det aber dabei ved filmene, at de kræver en ret hurtig bredbåndsforbindelse, hvis man vil have dem downloadet hurtigt og i en god kvalitet for ikke at nævne muligheden for at streame filmene, altså at kunne se dem, imens de bliver downloadet. Det kræver som sagt ret hurtige bredbåndsforbindelser, og det er der ikke ret mange, der har endnu. Især ikke i USA, som for øjeblikket er det land, der driver markedet.
Med hensyn til download af bøger (e-bøger), så er det en forretningsmodel, der først nu er begyndt at vinde indpas. Allerede i 2001 var det muligt at købe og downloade e-bøger til pc'er og særlige e-bogslæsere, men det er altså først med blandt andet Amazons e-bogslæser "Kindle" og Sonys "Reader", at markedet rigtigt er kommet igang. For eksempel er Amazon nu begyndt at sælge flere e-bøger på månedsbasis end papirbøger.
Så digital distribution vinder altså mere og mere frem.

fredag den 30. juli 2010

Computer- og konsolspil på internettet


Allerede i 1978 bliver det første internetspil tilgængeligt. Det var et såkaldt MUD (Multi User Dungeon), som lettest kan beskrives som et spil, der typisk foregår i en fantasyverden og er bygget op af forskellige rum eller steder, man kan bevæge sig rundt i og møde andre spiller, slås, gå på eventyr og så videre. I starten var disse spil kun tekstbaserede, men efterhånden er de blevet ret avancerede og med flot grafik. Et spil som Runescape er et godt eksempel på en form for nutidig MUD. I vore dage er der dog ikke så mange, der bruger betegnelsen MUD. I stedet optræder betegnelser som ”Online RPG” eller ”MMORPG” (en forkortelse af ”Massively Multiplayer Online RolePlaying Game”). World of Warcraft (også kaldet WoW) er et eksempel på sådan et MMORPG. Men det er også stadig muligt at finde rent tekstbaserede MUDs på internettet, som stadig bliver spillet.

Nå, det var lidt af en tangent, jeg fik kørt ud af. :-) Formålet med denne måneds blogpost er at gøre lidt opmærksom på, hvad man kan finde på nettet af gode og interessante spilressourcer. Som man kan se af ovenstående, så er det også lykkedes for internettet at favne spilverdenen, og det betyder, at man ligesom med så mange andre emner, kan finde hjemmesider, der fortæller om spil, anmelder spil, sælger spil og giver mulighed for at spille spil online enten gratis eller mod en betaling.

Først og fremmest er der hjemmesiden Spilogmedier.dk, som er blevet til i et samarbejde mellem Frederiksberg Kommunes Biblioteker, Roskilde Bibliotekerne, Herning Bibliotekerne, Odense Centralbibliotek, Vejle Bibliotekerne og DBC. På Spilogmedier.dk kan man læse anmeldelser af spil, både til pc, de gængse konsoller og de bærbare spillemaskiner som Nintendo DS og Sonys PSP. Foruden de kommercielle spil er der også anmeldelser af independent spil (indie-spil). Indie-spil er ofte, men ikke altid, gratis og kan for manges vedkommende spilles i browseren uden at man skal downloade noget inden. Da der er mange indiespil på nettet og disse spil altså ikke har den store kommercielle bevågenhed, er der ikke så mange andre hjemmesider, der anmelder dem. Så af den grund alene kan Spilogmedier.dk være en god side at have kendskab til, hvis lånere kommer og efterspørger gratis spil på nettet. En anden interessant ting ved Spilogmedier.dk er, at via samarbejdet med DBC tilbyder siden mulighed for at downloade og ”låne” spil i et tidsrum på syv dage efter samme model som Netmusik.dk og Netlydbog.dk.

Desværre er spiludvalget til downlån pt ikke så stort eller særligt bredt. Titlerne består især primært af Pixelinespil og henvender sig derfor mest til børn. Men der skulle være flere på vej.

Du kan finde Spilogmedier.dk
her.

Er du interesseret i andre hjemmesider med spilanmeldelser, kan du blandt andet prøve
Gamereactor.dk eller en af mine favoritsider Kotaku.com, der er en amerikansk blog om spil, og altså både har nyheder, sladder og anmeldelser indenfor spilverdenen.

Vil du finde gratis spil på nettet kan du prøve den danske hjemmeside, der hedder
gratisspil.dk, vær dog opmærksom på, at den er ret uoverskuelig og reklametung. En af de gode udenlandske spilsider med gratis indie-spil er armorgames.com, der også er præget af mange reklamer.

Og har du tid til og mod på at give dig i kast med Runescape, kan du finde spillet
her.
Der er også hjælp at hente, hvis du sidder fast i et spil, og det sker jo for os allesammen på et tidspunkt. :-) En af de bedste sider at hente hjælp på er Gamefaqs. Her kan man blandt andet finde snydekoder til spil, men det er også muligt at læse sig frem til, hvordan man gennemfører spil via sidens FAQs, der er skrevet af alle mulige brugere (med lidt for meget fritid). Et eksempel på en sådan FAQ kan man se her.
Og endelig er der så Steam, som jeg vil komme ind på i den næste blogpost.

torsdag den 1. juli 2010

Biblog og bibliografi.dk - 2 nyttige værktøjer

I det følgende vil vi præsentere 2 gode og anvendelige værktøjer:

Biblog - bibliotek og IT
Nutiden er digital! Den ny generation af biblioteksbrugere, Netgenerationen eller Googlegenerationen stiller forventninger til bibliotekerne om, at vi kender mere end toppen af det teknologiske isbjerg. Bibliotekarrollen er under forandring. På Biblog kan du finde hardcore nyheder fra IT- og biblioteksverdenen om netop dette emne.
Som eksempel kan du her få en præsentation af Gyldendals ebogslæser samt orientere dig om ebogsmarkedet og IPad. Du kan også læse om f.eks Carina-udvalgets rapport og om nye tiltag fra biblioteksverdenen. Du kan naturligvis deltage i debatten ved at kommentere indlæggene. Herudover kan du læse Biblog på mobilen og i din reader samt modtage deres nyhedsbrev på mail.

Læs mere her !

Bibliografi.dk

Bibliografi.dk er en international forfatterbibliografi, som indeholder en oversigt over danske og udenlandske forfatteres værker og disses forskellige udgaver, der er udkommet på dansk i Danmark.
Bibliografien indeholder hovedsalig forfattere af skønlitterær karakter - dvs. den indeholder også biografier og rejsebøger. Hovedvægten er lagt på populærforfattere, der har været udgivet i bogklubber.
Øverst er der en alfabetisk indgang til for forfattere.
Under forfatteren er der links til Litteraturpriser.dk, Krimisiden.dk og Romansiden.dk.
Via en tidstavle kan du søge på forfattere, der har udgivet indenfor en bestemt periode. Tidstavlen går tilbage til Romantikken (1800). Via land kan du søge på forfattere fra et bestemt land. Der er også en generel søgefunktion, hvor du kan søge på forfatter, udgivelsestitel, udgivelses år og type.
Der er desuden en oversigt over anvendte Kilder.
Prøv dig frem med forskellige forfattere, lande og perioder, og få mere at vide om posternes opbygning under Afgrænsning.

Læs mere her !