fredag den 11. maj 2012

Pinterest

Et nyt socialt website har set dagens lys.

Eller "nyt og nyt", for Pinterest har faktisk eksisteret siden marts 2010, men det er først for nylig, at siden rigtig er blevet kendt.

Pinterest fungerer helt anderledes end de andre sociale medier, vi ellers kender. Hvis man dog skal sammenligne det med noget, så kan man kalde det for en slags Twitter, men med billeder og video i stedet for tekst som det primære udtryk.

Man kan bruge Pinterest uden at have en konto og se de billeder, videoer og kommentarer, som brugerne lægger ud. Oppe i toppen af siden er der en menu, hvor man kan klikke sig rundt i forskellige emner, se de mest populære og så videre.

Hvis man opretter en konto, som man først skal skrives op til, så kan man selv lægge billeder ud, "pinne" nogle fra internettet, skrive kommentarer, like og så videre. Men man kan også følge (eller follow) andre brugere inde på pinterest, ligesom man gør på Twitter.

Når man er logget ind, kan man via menuen øverst til højre klikke "Add", hvorefter følgende skærmbillede dukker op:



Her kan man enten tilføje en pin (altså et billede eller en video) fra en side på internettet, uploade et billede eller en video fra sin computer eller lave et board, hvilket vil sige, at man opretter en emnegruppe, som man senere hen kan komme billeder og videoer i.

Hvis man ønsker det, kan man også hente en særlig "pin"-knap ned til sin browser, så man kan nøjes med at trykke på den uanset hvilken hjemmeside man er på, hvis man falder over noget særligt spændende, man vil pinne, uden at skulle besvære sig med at logge på Pinterest først og så derfra tilføje en Pin.

Denne særlige "Pin"-knap får man ind på sin browser ved at klikke på linket "Pin it button" foroven i den gule linje. Så kommer man til en ny side, hvor man øverst skal højreklikke på en knap med teksten "Pin it", og vælge "Føj til favoritter" og til sidst vælge at "oprette" den i "Favoritlinjen". Lige som det vises her:


Når knappen er tilføjet korrekt på Favoritlinjen, ser browseren sådan ud, hvis man altså bruger Explorer til Windows 7:

"Pin it"-knappen er nu ved den røde pil.
Finder man noget på en hjemmeside, man ønsker at pinne, så klikker man på "Pin it"-knappen i sin Favoritlinje, når man er på hjemmesiden. Så bliver hjemmesidens elementer automatisk delt op og man vælger så det element, man vil pinne, ved at klikke på det. 

Her kan man for eksempel se, hvordan Vallensbæk Biblioteks hjemmeside ser ud, når man har opdelt den i elementer ved at klikke på "Pin-it"-knappen, mens man var på Vallensbæk Biblioteks hjemmeside:

Så er det blot at klikke på det element, man vil "pinne", og i det nye skærmbillede (vist nedenunder), vælge hvilket "board" (emne), den nye pin skal være i og eventuelt tilføje en tekst af en art. Til sidst klikker man på "Pin it"-knappen, og derefter er billede plus tekst lagt ind på Pinterest. 


Man kan naturligvis dele sine pins på Facebook og Twitter, og der findes også Pin apps til både iPhone og android mobiler.

For øjeblikket er der cirka 11,7 millioner bruger alene i USA. De fleste af Pinterests brugere er kvinder, hvilket også giver sig udtryk i de pins, der ligger derinde. Det handler meget om blandt andet kunst, mode, humor, sundhed og motion.