onsdag den 4. april 2012

Musik på nettet (opdateret)

Musikbranchen har længe gjort opmærksom på, at internettet var en fare for kunstnere, kultur og musikbranchen i almindelighed, fordi det var let at dele filer og streame musik fra mere eller mindre ulovlige hjemmesider. Men en ny amerikansk rapport med navnet "The Sky is Rising" viser, at det faktisk ikke helt er tilfældet. Det er "kun" pladeselskaberne, der er i en lille krise. Musikere, kultur og kunst trives faktisk, da

"underholdningsindustrien som helhed er vokset hastigt og konsekvent over de seneste 10-15 år, en periode, hvor industrien har hævdet det modsatte. Folk bruger flere penge på underholdning pr. husstand. Hvis de virkelig bare ville have det hele gratis, ville vi se det modsatte. Markedet er eksploderet i nye muligheder, og måske er det egentlige problem for de største film- og pladeselskaber, at de står over for øget konkurrence" (Kilde: Information).

Selve rapporten kan læses her.

Men hvor er det så, man kan høre og læse om musik på internettet lovligt og (mere eller mindre) gratis?

I gamle dage (dvs før Facebook) var der én go-to hjemmeside, hvis man ville opdage ny og spændende musik, nelig det halvsociale netværk Myspace.
På Myspace kunne man oprette en profil og opdatere om, hvad man gik og lavede, ligesom man kunne lægge billeder op, Men det var især effterhånden som forskellige bands lagde deres musik op til gratis streaming at brugen af Myspace eksploderede, og den blev altså til en af de primære hjemmesider, hvor man som band kunne reklamere for sig selv og hvor man som almindelig bruger kunne høre musik gratis.

Myspace eksisterer stadig og bliver stadig brugt af musikere, men siden er ikke længere hverken den primære sociale netværksside eller musikside, De roller er overtaget af henholdsvis Facebook som det sociale netværksmonster på den ene side samt Youtube, diverse musikstreamingstjenester og blogs på den anden side. Man kan stadig surfe rundt efter musik på Myspace, og hjemmesiden har også en afspiller, hvor man kan streame musik fordelt på genrer. En af de primære ejere af Myspace er i øvrigt Justin Timberlake.

Men ellers er Youtube som sagt et af de primære steder at høre musik, da alle kan lægge videoer op der. Det er ikke kun etablerede kunstnere, man kan høre og se, men også glade amatører eller folk, der laver covernumre. Sågar er nogle musikere blevet kendt via youtube. Det er der flere eksempler på.

Herhjemme har vi jo Bibzoom, som en del biblioteker tilbydere deres lånere adgang til. Men konkurrencen er skarp, for der er mange om buddet. Blandt andet har nogle telefonselskaber også et abonnement, hvor man kan streame musik. Der er eksempelvis Yousees (TDC) Play og Telenors Wimp,. Men det svenske firma Spotify har også åbnet for deres musikstreamingtjeneste i Danmark. For at få adgang til den, skal man gå ind på Spotifys hjemmeside, downloade Spotify og logge sig på via sit Facebook-login. Det vil sige, at man på forhånd skal være logget på Facebook og at Spotify bliver knyttet til ens Facebook-konto. Dermed kan ens Facebook-venner se, hvad man hører på Spotify. Denne funktion kan dog slås fra. Spotify har flere forskellige abonnementsformer. Det gratis abonnement betyder, at der bliver afspillet reklamer efter hver tredje sang, mens man slipper for reklamer, hvis man betaler for abonnementet.

Vil man læse om musik, er der også flere muligheder på den danske del af internettet.

Dels er der tidsskrifterne Gaffa og Soundvenue, der begge har en solid tilstededeværelse på internettet. På deres hjemmeside kan man læse artikler, nyheder, musik- og koncertanmeldelser samt tumle sig i deres respektive fora.

Men vi har også en del musikblogs som er rigtig spændende og gør en del ud af at omtale nye og "up-and-coming" musikere, og dermed er de med til at sikre vækstlaget i den nye danske musik. Der har været et slagsmål herhjemme imellem bloggerne på den ene side og Koda på den anden side, da sidstnævnte mente, at bloggerne skulle betale afgifter til Koda, fordi det var muligt at høre den nye musik direkte på blogsene. Bloggerne på den anden side stillede sig lidt uforstående over for kravet, for dels var mange af dem frivillige amatører, der altså ikke tjente nogen penge på det og samtidig mente de, at de netop var med til at sikre vækstlaget og skaffe musikerne et publikum ved at omtale dem. Så de tjente i virkeligheden musikernes interesse også. De to parter er nu tilsyneladende blevet enige.

Nogle af disse musikblogs er Wonders Make Joy, Regnsky men der er mange flere, som de to blogs også linker til.

Så der er altså god mulighed for at opdage masser af musik samt høre ny som gammel musik på internettet uden at bryde reglerne. Selv er jeg meget glad for Danmarks Radios kanal P6Beat og deres Webplayer. :-)

OPDATERING: Spotify har netop lanceret en funktion, de kalder "Spotify Play". Med den kan man indlejre (eng: embedde) et stykke musik (eller en hel playlist) på sin hjemmeside eller blog, ligesom jeg har gjort med youtube-filen ovenover. Fordelen ved brugen af Spotify på denne måde er, at det er en meget bedre lyd og at man altså kan afspille sin egen playlist. Fordelen ved at indlejre youtube-videoer er, at man netop får video-delen med, men lyden kan altså være ret svingende samtidig med at man kun kan vælge en video ad gangen.