fredag den 2. maj 2014

DDB: Digital formidling

DDB - Danskernes Digitale Bibliotek - fylder meget i biblioteksverdenen i øjeblikket!
Formålet med  DDB er etablering af et samarbejde, der styrker folkebibliotekernes digitale formidling. Ialt 97 af landets 98 kommuner har tilmeldt sig samarbejdet, hvilket betyder, at ca. 90 % af befolkningen i løbet af de næste par år bor i en kommune med samme digitale tilbud tilrettet lokale forhold. Kernen i DDB er en fælles infrastruktur, der giver folkebibliotekerne mulighed for at dele data, indhold og it-løsninger.

Samarbejdet omfatter udvikling, indkøb, drift og support på det digitale område, og det består af 3 elementer: En basispakke, en indkøbspakke og en hjemmeside.

Basispakken
I Basispakken er der afsat en pulje på 10 mio. kr. udvikling af en infrastruktur, en statistikløsning, en mulighed for fordeling af indhold, teknisk support til infrastrukturen og udviklingen af app's. Kun få kommuner har ikke tilmeldt sig Basispakken herunder København.

Indkøbspakken 
Indkøbspakken består af en fælles indkøbssystem til digitale materialer. Med et fælles indkøbssystem er der mulighed for ensartede regler og bedre økonomiske aftaler. Med Indkøbspakken skal bibliotekerne fortsat selv vælge de digitale værker, når de køber en e-bog, en netbase eller en netlydbog, men alle licensaftaler og hele administrationen foregår via DDB. På sigt er det hensigten at udvide indkøbssamarbejdet med musik, film og spil.

Hjemmesiden (DDB CMS)
Bibliotekerne kan også tilmelde sig DDB CMS, som består af søgefunktion og web-del. Den er baseret på en fælles platform. "ding2tal", som er en udløber af Ting, - læs mere i et tidligere indlæg her på bloggen. Et væsentligt element i Ting er jo den fælles "Databrønd", hvorved borgerne i en samlet søgning søger på tværs af materialer og platforme.

Hjemmesidepakken indeholder fælles hosting, vedligeholdelse og support af CMS, designinstallation og opdateringer. Biblioteker står selv for alt det redaktionelle indhold såsom nyheder, arrangementer og fakta.sider.

74 kommuner har tilmeldt sig hjemmesidepakken.

Med DDB er der mulighed for et nyt stærkt biblioteksfællesskab på tværs af kommuner og bibliotekernes forskelligheder. Biblioteksvæsenet har jo en lang tradition for samarbejde, og tilslutningen til DDB viser, at samarbejdet vil kunne fortsætte langt ud i fremtiden.



Bibliotekerne vil i længden kunne bruge mere tid på formidling/anvendelse af værktøjerne end at "bygge dem", hvilket samlet set må komme borgerne til gode.

Læs mere på DDB's hjemmeside (herunder udbud, tidsplaner og priser).

Du kan også følge med på Kulturstyrelsens hjemmeside, hvor også Rapporten: "Danskers Digitale Bibliotek: Fælles løsning til digitale formidling for folkebibliotekerne" (marts 2012) kan læses.

Spændende artikler af nyere dato kan læses i Bib-Forum (Dec. 2013) og Perspektiv (Jan., 2014).