mandag den 28. januar 2013

Stream tv via internettet


Internettet er, i den forholdsvis korte tid det har været sammen med os, vokset fra at være en lidt småbesværlig måde at hente informationer på, til at være en temmelig dominerende faktor indenfor alle mulige områder såsom nemmere informationssøgning, indkøb, radiolytning med mere.

Nu er tiden også kommet dertil, at tv-selskabernes dominans er ved at blive om ikke truet, så i hvert fald udfordret. Og det skyldes især streamingen af film og tv-serier via internettet.

Dette er et fænomen, man især har kendt til i USA i de sidste par år, men nu er turen også kommet til, at vi herhjemme kan få vist bestemte film eller afsnit fra serier "on demand", som det hedder. Så nu er det slut med at skulle være hjemme, når et afsnit bliver sendt eller at være afhængig af, at man har husket at indstille video- eller harddisk-optageren korrekt. Med de nye streamingtjenester kan man se tv på ens egne betingelser!

Det er især tre streamingtjenester, der kæmper om markedet herhjemme, og disse tre er:

Netflix, HBO og Youbio.

Både Netflix og HBO er amerikanske firmaer, der begyndte i USA, men nu er begyndt at brede sig ud over det meste af verden.  Netflix viser både film og tv-serier fra forskellige tv-stationer og producenter, og i den danske afdeling er der også forskellige danske film og tv-serier, blandt andet "Broen". Netflix kan tilgåes via pc, Playstation 3, Xbox360, Nintendo Wii, tablets, smartphones og smart-tv.

HBO er måske især kendt for at sende serien "Game of Thrones". Deres streamingtjeneste indeholder primært film og tv-serier fra HBO's eget bagkatalog, men har også licens til en del andre selskabers film og serier. HBO kan pt kun tilgås via pc eller Samsung smart-tv. Senere kommer der apps til andre mærker af smart-tv, tablets, smartphones, Playstation 3, Xbox 360 og måske også Nintendo Wii.

Youbio er en dansk streamingtjeneste etableret af Yousee for at tage kampen op med de to amerikanske firmaer. Youbio vil især satse på danske film og serier, men har også adgang til forskellige amerikanske serier. Youbio kan tilgås på pc, macs, iPads, iPhones eller direkte på tv via en Youbio tv-boks.

Ligesom Filmstriben.dk skal forhandle sig til forskellige licenser, så skal de ovennævnte streamingtjenester også gøre dette. Det betyder, at deres udvalg nogle gange overlapper, og at der andre gange er mærkelige huller i udvalget. For eksempel indeholder Netflix pt kun første sæson af "Game of Thrones", hvorimod Youbio kun har licens til anden sæson af Game of Thrones. HBO, der ejer rettighederne til "Game of Thrones"-serien, kan dog vise det nyeste afsnit af serien kun 24 timer efter, at det har været vist i USA.

På grund af disse rettigheds- og licensspørgsmål er der også forskel på, hvad de danske udgaver af streamingtjenesterne indeholder, og hvad de amerikanske tjenester indeholder.

Men har disse tjenester så nogen betydning for vores måder at se tv på? Det er svært at sige, men det
bliver i hvert fald nemt at se det tv, man vil, når og hvor man vil det. Afhængigt af hvilken streamingtjeneste, man vælger, kan man streame tv til sit smart-tv via en app i tv'et, eller man kan bruge sin spillekonsol, sin computer, tablet eller smartphone.

Denne nemme tilgængelighed og en forholdsvis lav abonnementspris har sandsynligvis været medvirkende til, at den tidligere store videoudlejningskæde Blockbuster gik fallit i USA for nogle år siden  og gik i betalingsstandsning i England i begyndelsen af 2013.

Helt personligt har jeg næsten opgivet at se kabel-tv, men til gengæld sluger jeg den ene tv-serie efter den anden via Netflix, der ligger på min Playstation 3. Og når de andre streamingtjenester også bliver mulige at se på mit tv via min Playstation 3, så vil jeg stærkt overveje også at få abonnement til dem, og så må jeg se på, om jeg har brug for den mellempakke med tv-kanaler, jeg betaler til nu.

Men om adgangen til disse tjenester også påvirker udlånet af bibliotekernes dvd'er og brugen af Filmstriben vil også være interessant at se.