fredag den 8. april 2011

Internet memes

Et meme (udtales "meeeem") :-) er egentlig blot en tanke, synspunkt eller idé. Nogle af disse er stærkere end andre, for eksempel en religion, det at man ikke må slå en paraply op indendørs, mode eller at demokrati er en fornuftig styreform. Disse memer (eller "memes" på engelsk) konkurrerer så med hinanden og nogle personer mener endda, at teorien survival of the fittest også gælder for memer. Det skal forstås sådan, at når først et synspunkt (meme) har slået rod i en gruppe af individer, så ligger det i memets natur at sprede sig så meget som muligt og samtidig holde "konkurrerende" memer væk lidt ligesom gener gør. Derfor har demokratier så meget imod diktaturer (og omvendt), ligesom de forskellige religioner prøver at omvende hinanden og ateisterne, mens forskellige grene indenfor videnskaben også "bekriger" hinanden. Det er en meget langhåret  og spændende teori, som man kan læse mere om her, hvis man har lyst.

Men hvorfor skal jeg læse om memer på denne blog om internettet, spørger du måske så?

Jo, det er fordi, at memer også findes på internettet, de såkaldte internet memes eller "internetfænomener" med en lidt tilstræbt oversættelse.

Du har sikkert allerede set sådan et internet meme. Det kan findes i form af en bestemt måde at udtrykke sig på, en filmstump eller et bestemt billede, der udtrykker et eller andet. Disse memes findes især på blogs, i fora og på Facebook. Som regel bliver de spredt med lynets hast, fordi andre finder dem sjove og derfor genbruger dem i mails, på facebook eller i et internetforum.

Typiske eksempler på sådanne internet memes på Facebook er for eksempel lige nu det filmklip, der cirkulerer med to babyer, der har en livlig "samtale", eller de statusopdateringer, hvor kvinder som et led i en form for "støt brysterne"-kampagne skriver en obskur henvisning til farven på deres bh eller hvor de foretrækker at stille deres taske i hjemmet, mens de opfordrer deres veninder til at skrive tilsvarende opdateringer.

På resten af internettet kan man især støde på memes i form af videoer eller billeder, der ofte er blevet remixede til at få en ny betydning. Som eksempel kan nævnes Bertel Haarders raseriudbrud imod en journalist, der siden er blevet remixet af forskellige brugere. Desværre har Danmarks Radio fået fjernet de bedste af disse remixes fra Youtube. Men samme metode kan ses i andre især udenlandske klip, der har en tendens til at sprede sig med epidemisk hastighed. Som eksempel kan nævnes dette amerikanske tv-interview med et kvindeligt vidne, der overværede et røveriforsøg. Det blev kort tid efter taget op og remixet af "The Gregory Brothers", der nærmest har fået en karriere baseret på at remixe forskellige nyhedsindslag og lægge autotune på dem.

Ikke alle internet memes er dog lavet som videoer. Der findes utrolig mange eksempler på for eksempel billeder, der får en tekst tilknyttet og derved får en helt ny mening, som også kan bruges i kommunikationssammenhæng, når man vil understrege en pointe eller formidle et bestemt synspunkt som oftest på en morsom måde. Et af de mest kendte eksempler på dette er de såkaldte "lolcats", der begyndte som billeder af katte med sjove udtryk eller i sære situationer, som blev gjort endnu mere morsomme ved at påhæfte en tekst. Som i dette eksempel:
 
Stavefejlene er i øvrigt med vilje og en vigtig del af konceptet bag "lolcats". Nogle kalder den måde at skrive på for lolspeek.

En anden type billeder er de såkaldte "demotivational posters", der er baseret på idéen om de motiverende billeder, der med et billede og en sætning skulle være i stand til at opmuntre og motivere folk. Med "demotivational posters" er idéen selvfølgelig at lave sjov og ironisere, eksempelvis som dette:
 
Der kan findes mange flere lignenede billeder her, men der bør advares om, at internethumoren ikke altid er lige sød og venlig, og at en del af billederne altså ikke er egnede til at blive set på en arbejdsplads. Her kan man måske lige indskyde, at hvis du ser forkortelsen "NSFW" ved et link, så vent med at klikke på linket, til du kommer hjem. Forkortelsen står for "Not Safe For Work" og bør som regel tages alvorligt.

Andre forklarede eksempler, også med kendte mennesker som for eksempel Keanu Reeves og Leonardo DiCaprio kan ses på denne hjemmeside.

Til forskel for almindelige memer i den "analoge" verden, så lever internet memer som regel et forholdsvist kort liv, fordi de hurtigt bliver erstattet af andre memer eller selv bliver remixet. Støder du på et uforståeligt internet meme, som du vil have forklaret nærmere, så er der hjælp at hente på denne side.

Til allersidst kan du jo så tænke over det faktum, at idet jeg har skrevet dette blogindlæg, og du har læst det, så har jeg faktisk hjulpet de ovenstående memer med at blive spredt og for at vende tilbage til indledningen omkring teorien om de konkurrerende memer, så kan man jo spørge sig selv, om det var memerne selv, der fik mig til at videregive dem, eller om jeg gjorde det af egen fri vilje?

Det kan du jo tænke over, når du sender dem videre til venner, familie og kolleger! ;-)