mandag den 14. november 2011

Aktivistgrupper og crowds på nettet

Internettet er jo en stor broget masse. Det kan man se alene på de mange forskellige hjemmesider, der findes derude, men det giver sig også udtryk i alle de mange grupperinger, som er på nettet. Et par af dem vil jeg omtale her.

Anonymous: Anonymous (også bare kaldet Anon) er en såkaldt "hacktivist"-gruppe, det vil sige en gruppe af aktivister, der virker primært ved at hacke hjemmesider og andre elektroniske systemer. Gruppen blev dannet på det berygtede webforum "4chan" og den er kendetegnet ved en meget løs og temmelig anarkistisk baseret struktur. Således er der ingen leder af gruppen, og der er heller igen organiseret struktur. Så man kan faktisk blot iføre sig deres uniform, der består af jakkesæt, slips og en Guy Fawkes maske, og uploade en video til youtube, hvor man truer med at angribe en hjemmeside eller andet. Således er det nemt at blive en del af Anonymous, man gør det bare og derfor er det svært at sige noget om, hvem og hvor mange, gruppen består af.

Deres umiddelbare formål er at beskytte ytringsfrihed, frihed på internettet og specifikke mål har blandt andet været Scientology og nogle af de pengeoverførslessider på internettet, der nægtede at have med Wikileaks at gøre (se nedenfor). På det sidste har de også truet med at lukke Facebook ned, men det har indtil videre kun været ved truslerne, og der spekuleres i, om det var en reel trussel fra Anonymous, eller om det var fup.
Læs mere på wikipedia her.

Avaaz: Avaaz er en global aktivistgruppe, der egentlig ikke har en fælles ideologi, men virker ved at medlemmer kan foreslå emner til blandt andet kampagner, demonstrationer med videre. Mange af gruppens aktiviteter foregå ved hjælp af eller på internettet. Blandt andet kan man på organisationens hjemmeside, udover at tilmelde sig, også se, hvilke kampagner og underskriftindsamlinger, der foregår lige nu. Man kan også ved at melde sig til på siden selv skrive under på diverse kampagner, og derefter vil man løbende få en mail tilsendt med nye underskriftindsamlinger, hvor man blot skal skrive sin mail på. Det anslås af Avaaz selv, at de pt har over 10.000.000 medlemmer over hele verden.

Der har været en del kritik af Avaaz, blandt andet fra Canadas regering.

Læs mere om Avaaz på gruppens egen hjemmeside og på Wikipedia.

Crowdfunding: Begrebet "crowdsourcing" kender de fleste. Det betyder, at man for eksempel som med wikipedia lader folk om selv at skabe indholdet via en hjemmeside på internettet. Sådan er det også med begrebet "crowdfunding". Crowdfunding er, når folk, der ikke nødvendigvis kender hinanden, går sammen om at støtte et eller andet projekt økonomisk via for eksempel en hjemmeside på internettet. En af de mest kendte af disse hjemmesider er Kickstarter.com, hvor du kan præsentere et projekt og få økonomisk støtte til det, hvis andre mennesker synes, det lyder som en god ide.

For at kunne oprette sit projekt på Kickstarter, skal man være bosiddende i USA, men Kickstarter arbejder tilsyneladende på at udbrede hjemmesidens muligheder for at søge projektstøtte til andre lande også.

Til gnegæld kan alle over hele verden allerede nu støtte projekterne på Kickstart.com med penge, hvis man ønsker det. Støtter man et projekt, får man ikke noget tilbage, udover den gode samvittighed og eventuelt et eksemplar af den film, tegneserie osv, man støtter eller at blive takket i credits.

Selve støttefunktionen fungerer på den måde, at man opslår et projekt og fastsætter en deadline for, hvornår projektet skal have "modtaget" støtte nok til at gå i luften, for eksempel en måned fra projektet er blevet opslået på Kickstarter.com. Jeg har sat modtaget i anførselstegn ovenover, for når man finder et projekt, man vil støtte, så betaler man ikke penge med det samme, men lover blot et bestemt beløb i støtte. Når deadline for indsamlingen af støtten er nået, så betaler man det lovede beløb. Hvis projektet ikke når op på det fastsatte beløb ved udgange af deadline, er der ingen, der betaler.

Der findes dog lignende hjemmesider, der fungerer på samme måde, og på nogle af disse kan man også indsamle penge til sit projekt, selv om man ikke bor i USA. Eksempler på sådanne sider er Peerbackers og den engelske hjemmeside Sponsume.

Man kan som privatperson og bibliotek overveje, om ikke dette er en endog meget farbar vej til at skaffe penge til projekter og andre ting. Det er dog vigtigt, at man sætter sig ind i, hvordan den enkelte hjemmeside virker, da nogle af siderne kræver procenter af det endeligt indsamlede beløb, og nogle af siderne kræver, at man skal nå det ønskede beløb indenfor deadlinen, før man reelt set får pengene, mens andre sider ikke kræver, at man skal nå målet, men får de penge, der er blevet lovet af folk.


Reddit: Reddit er et eksempel på en avis, på internettet, hvis historier primært handler om ting på internettet og er komplet styret via crowdsourcing eller begrebet "Wisdom of the crowd". Man kan oprette en profil og så selv linke til historier eller skrive sin egen historie på nettet. Så kan alle andre læsere af Reddit stemme på historien og jo flere stemmer, historien får, jo højere op på siden kommer den. Således er det altså brugerne selv, der bestemmer, hvad de vil læse af nyheder og historier. Du kan læse mere om Reddit her.