mandag den 23. juli 2012

Nye spilkonsoller og tablets.

Nye spilkonsoller.

For lige knap to år siden skrev jeg på denne blog om computerspil på internettet samt onlinebutikken Steam, hvor man kan købe og downloade spil.

På det tidspunkt var også der også godt gang i konsolspillene, da både Microsoft, Sony og Nintendo var repræsenteret med hver deres spillekonsol på spilmarkedet, nemlig Microsofts Xbox 360, Sonys Playstation 3 og Nintendos Wii.

Sådan er det stadigvæk, for konsolmarkedet er kendetegnet ved, at hardwaren normalt kun forandres langsomt over tid. Men nu er der efterhånden ved at komme nye konsoller i horisonten.

Der går rygter om, at både Microsoft og Sony så småt er ved at være klar til at fortælle om deres kommende konsoller. I følge ubekræftede rygter vil både Microsofts kommende Xbox-konsol og Sonys Playstation 4 komme i løbet af 2013. Men ingen har endnu set dem, og al snak om konsollerne er indtil videre kun spekulation, så det giver ikke så meget mening at gå ind i en dyb diskussion om, hvad de eventuelt vil kunne. Dog er det givet, at deres processorkraft vil være forøget i forhold til de nuværende konsoller, således at blandt andet grafikken vil være flottere.

Men allerede i år vil Nintendo lancere den konsol, der skal afløse deres efterhånden seks år gamle konsol, Nintendo Wii. Den nye konsol kommer til at hedde Nintendo Wii U, og ligesom med Wii'en, vil også Wii U-konsollen have en lidt speciel controller, man kan bruge til at styre spillene med.

Denne nye controller har udover en masse knapper også en trykfølsom skærm, som man kan bruge til forskellige funktioner i spil til konsollen. Men derudover kan man for nogle spils vedkommende vælge at få spillet vist på controllerens skærm i stedet for på tv-skærmen. På den måde kan ens familiemedlemmer sagtens se tv, mens man sidder ved siden af og spiller på sin Wii U.

Den nye konsol kan også spilles på ved hjælp af de "gamle" controllers til Wii-konsollen, og således kan der være op til fem, der kan spille samme spil på en gang: Fire med den gamle controller og en med den nye controller, hvorpå der er den trykfølsomme skærm.

Her kan du se en detaljeret gennemgang af funktionerne på controlleren til den nye Nintendo Wii U-konsol:

Den følgende video er en hands-on demonstration af nogle af de muligheder, den nye konsol og controller giver. Bemærk, at videoen faktisk kun er fem minutter lang, selv om Youtube påstår, den er på ti minutter. :-)

Men nye deltagere melder sig også på banen. Endnu en konsol lader til at se dagens lys i løbet af 2013, nemlig konsollen med det knapt så mundrette navn Ouya. Den begyndte tilværelsen på Kickstarter, hvor den på nuværende tidspunkt har indkasseret fem gang så mange "pledges" (donationer) som nødvendigt for at sit mål. Og mens jeg skriver dette, er der stadig 21 dage tilbage, før Kickstarterkampagnen slutter.

Ouya er en open-source konsol, det vil sige alle har lov til at rode med hardwaren og udvikle spil til den. Den er baseret på Android-formatet, hvilket også kendes fra forskellige mobiltelefoner og tablets.

Nye tablets.

Apropos tablets, så er der også nogle nye på vej af disse. Apple har jo længe siddet på markedet via deres iPads, mens de androidbaserede tablets fra for eksempel Samsung og Acer har levet en lidt mere stille eksistens.

Men nu er Microsoft og Google på vej med deres bud på, hvordan en sådan tablet kan være, og det ser ret spændende ud.

Googles tablets blev afsløret ved en pressekonference for nylig. Den ene hedder Google Nexus 7 og er Googles forsøg på at lave en tablet, der kan konkurrere primært med Amazons Kindle Fire. Du kan læse en ret grundig anmeldelse af Nexus 7 tablet'en her. Her kan du se en film, der kort viser, hvordan Google Nexus 7 ser ud. Den er ikke særlig stor, skærmstørrelsen er kun på 7 tommer, og blandt andet derfor bliver den næppe en stor konkurrent til iPad'en.

Det kan Microsofts nye tablet, kaldet Microsoft Surface, til gengæld blive. Den bruger det nye styresystem Windows 8, der er specielt udviklet til touchbaserede skærme og tablet'en ser ud til at kunne give Apple sved på panden. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, om for mange har købt iPads nu til at ville kaste sig over en af de to modeller, som Microsoft lancerer.

En genistreg ved Microsoft Surface er det cover, man kan få til den. Dette cover er nemlig også samtidig et tastatur, man kan bruge i stedet for Surfaces eget indbyggede tastatur. Ligesom man også kan skrive direkte på skærmen med en specialpen. Microsoft Surface kommer i to modeller: En indeholdende en skrabet udgave af Windows 8 og en med den fulde windows 8, der kommer tre måneder senere end den første.

Ingen kender endnu hverken pris eller lanceringstidspunkt, men man skal nok forvente, at de i hvert fald ikke bliver billigere end Apples iPads. Spørgsmålet er, om de bærbare pc'ers dage er ved at være talte, når der kommer endnu flere tablets på markedet end der hidtil har været?

Du kan læse mere om Microsoft Surface her og se en kort præsentationsfilm af tablet'en.