mandag den 1. august 2011

Vi jammer på Yammer.com

Hvad er Yammer.com?
Yammer.com er både en form for intranet og samtidig et  socialt netværk, der i sin grundidé minder om en sammenblanding af Facebook og netværksværktøjet Linkedin. Hvor Facebook dog er et socialt netværk, hvor man kan udbrede sig om alt det, man har lyst til socialt, personligt og arbejdsmæssigt, så lægger Yammer mere op til at handle om at netværke arbejdsmæssigt.

Er man et større firma eller eksempelvis en offentlig organisation, kan det give mening at bruge Yammer til at kommunikere med kolleger på kryds og tværs af organisationen. Det foregår let og simpelt ved at man skriver statusopdateringer, lægger links ud, kommenterer og sender beskeder til hinanden præcis som på Facebook.

Men man kan også uploade forskellige former for filer til Yammer. At uploade filer i Yammer gør, at man kan dele dem med de andre personer i netværket, og på den måde vil man kunne samarbejde på kryds og tværs i netværket uden at skulle for eksempel være til stede samtidig og på tværs af geografiske afstande.

Bare rolig, man har selv retten til det materiale, man lægger ud.

Hvad snakker de så om, de der Yammere i netværket for Region Hovedstaden?
Jo, ligesom på Facebook og andre lignenede sociale netværk, så kan man selv oprette en statusbesked og kommentere på andres statusopdateringer og kommentarer. Da Yammer er tænkt som et slags intranet på tværs af region hovedstadens biblioteker, er det meste af det, der bliver talt om naturligvis mere eller mindre biblioteksrelevant.
Indtil videre er snakken blandt andet gået om "Danskernes Digitale Bibliotek", hvorvidt cd'er stadig skal kunne lånes ud på bibliotekerne, hvem der køber AV-pakken og hvorfor/hvorfor ikke, udlån af ebogs-læsere med meget mere.

Hvordan tilmelder man sig?
Man tilmelder sig ved at oprette en profil hos Yammer.com og bruge sin arbejds-email som login.
Når man er tilmeldt, bliver man automatisk medlem af et netværk, der relaterer til slutningen af ens email-adresse. Min mail-adresse ender eksempelvis på "vallensbaek.dk", så jeg bliver en del af et netværk for alle med den endelse. Er man den første, der melder sig til, så opretter yammer automatisk et netværk, der relaterer sig til endelsen på ens email.
For at blive medlem af netværket for Region Hovedstadens biblioteker, skal du inviteres af en, der allerede er medlem. Det letteste er derfor, at du retter henvendelse til en af denne blogs fire bidragsydere. Det drejer sig om Ellen fra Brøndby, Kirsten fra Ishøj, Signe fra Hillerød og Michael fra Vallensbæk. Så skal vi nok invitere dig. :-)

God fornøjelse og husk den gyldne regel for sociale netværk: Det man giver, får man igen!