fredag den 2. august 2013

Google+ Hangouts og Goodreads

I denne måned kigger vi nærmere på Google+ Hangouts og Goodreads.

Google+ Hangouts er en videreførelse af Google Chat. Ligesom med f.eks. Facebooks chat kan man chatte med flere personer på en gang, navngive chatten, vedhæfte filer, såsom billeder, der automatisk bliver gemt i en privat mappe, og bruge grafiske smileyer, kaldet ’emojier’. Google reklamerer faktisk med at de har 850 håndtegnede emojier for Google Hangout. Derudover er Hangouts også integreret med videoopkald, så man kan skifte fra at chatte til at ringe og starte en videosamtale med alle deltagere.
Man starter Google Hangouts via Gmail eller Google+ hjemmesiden og den kan bruges på tværs af mange forskellige styresystemer, ikke kun Android.
Næste skridt for Google bliver at integrere Google Voice, deres telefonselskab, med Hangouts.

Goodreads er en social webside der er centreret om bøger. På Goodreads kan du lave lister over bøger du allerede har læse, give karakterer og skrive anmeldelser. Du kan også lave lister over bøger du gerne vil læse eller er i gang med at læse og du kan markere hvor langt du er nået i bogen.

Når du har læst og ratet tilstrækkelig mange bøger kan Goodreads også komme med forslag til andre bøger du måske vil synes om. Ikke overraskende er der links på alle bøgerne til internet boghandlere, hvor man kan købe dem, både Amazon og andre, mindre kendte. Meget sympatisk er der også et link til at finde bogen på biblioteket. Det virker ikke når man er i Danmark, men det er et ganske charmerende træk.
Du kan blive venner med andre brugere, blandt andet kan du finde dine venner fra Google, Facebook og Yahoo, og få opdateringer på deres lister. Du kan også sammenligne hvad I har læst og hvilken karakter I hver især har givet bøgerne og få at vide hvor mange procent I har tilfælles.
Du kan også indgå i grupper, enten private eller offentlige, hvor du kan diskutere bøgerne og måske også andre emner. Så hvis du ikke fandt en læsekreds, der var noget for dig, gennem vores indlæg i marts, kan du helst sikkert finde noget her. En særlig fiks feature er at det er muligt at finde grupper baseret på ens liste over bøger man gerne vil læse.
Der er naturligvis apps for Goodreads til både iOS og Android.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar