torsdag den 1. marts 2012

eReolen

Projektet ”Folkebibliotekernes e-bogs projekt” er et projekt med støtte fra Udviklingspuljen hos Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Projektet er startet som forsøgsordning 1. november 2011 og løber frem til 31.12.2012.

Partnere i projektet er de 6 centralbiblioteker: Gentofte, Roskilde, Odense, Vejle, Herning og Aalborg, bibliotekerne i konsortiet bag Netlydbog.dk: Frederiksberg, Købbenhavn og Aarhus samt Licensgruppen, forlagene Gyldendal og Lindhardt & Ringhof og leverandørerne DBC og Publizon samt Litteratursiden.dk

eReolen.dk afløser de to tidligere services : ebogsbibliotek.dk og ebib.dk

Lige nu er der 80 forlag, der har tilmeldt sig servicen og flere er på vej, og bibliotekerne kan nu tilbyde mange af de nye bøger som ebøger, som f.eks. "Helle Helles "Dette burde skrives i nutid" og Anne- Marie Vedsø-Olesens "Glasborgen".
Antallet af titler på eReolen.dk var i starten af januar oppe på 2071. Antallet af downlån fra eReolen.dk er steget med 53% siden december (bla. stormer de mobile lånere frem), og prisen pr. downlån er også faldet.
Læs mere statistik på Projekteboeger.

I første fase er systemet opbygget på samme platform som Netlydbog.dk og bygger på Adobe DRM-beskyttelse, som sikrer ebøgerne mod piratkopiering. I fase 2 vil det blive muligt at streame ebøgerne.

Ereolen indeholder danske e-bøger, og der er både romaner, børnebøger og fagbøger. Du skal bo i den pågældende kommune og være registreret som låner på det lokale bibliotek og have en pinkode.

Søgefaciliteterne er blevet kritiseret for, at emneindgangen ikke er særlig god. DBC er gået i gang med at katalogisere ebøgerne fra eReolen, og dette skulle forbedre søgemulighederne.

Du kan låne hver bog i 30 dage og et begrænset antal af gangen afhængig af, hvilken kommune du bor i. I Ishøj er det 10 bøger, da vi ikke vil sætte antallet for lavt her i starten.

E-bøgerne kan læses på din PC, Ebogslæser eller Tablet/Smartphone (understøtter Android, IPhone/IPad/IPod, Windows m.f.) i 30 dage, hvorefter filen ikke kan åbnes længere.
Du kan ikke printe eller kopiere filen, da e-bogen er kopi og rettighedsbeskyttet.

Bemærk: Hverken Apples egen IBooks app. eller Amazons Kindle app., som er de to mest udbredte ebogs-apps, kan læse de DRM-beskyttede ebøger fra bibliotekerne.


Sådan gør du:

Det første du skal gøre, er at gå på Adobes web­s­ite, hente pro­gram­met Adobe Digital Editions og i pro­gram­met oprette et Adobe ID.

Så er du klar til at låne bøger på din com­pu­ter. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopi­be­skyt­tede bøger på din com­pu­ter, selvom bru­ger­fla­den ikke er optimal.
Anvender du en iPad eller anden gadget, skal du her­ef­ter hente fx Aldiko eller Bluefire Reader, og her sørge for at ind­ta­ste dit Adobe ID og password.

Herefter åbner du en web­brow­ser og logger ind på ere​o​len​.dk, og henter den bog, du vil låne. Se ere­o­lens hjæl­pe­si­der for hjælp til at komme i gang med det.

Når du finder en ebog i kata­lo­get, down­lo­a­der du den til din com­pu­ter og over­fø­rer den til din com­pu­ters hard­disk. Når du har hentet den til din com­pu­ter, kan du dob­belt­klikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions. Henter du den til en iPad eller anden tablet/gadget, skal du vælge et pro­gram at åbne filen i – fx BlueFire Reader.

Se en vide­ovej­led­ning til Bluefire Reader. Der ligger flere videovejledninger på hjælpesiderne til eReolen.

På Ishøj Bibliotek har vi indkøbt (foreløbig) 3 stk Sony PRS-650 ebogslæsere til udlån og har i den forbindelse udarbejdet en vejledning i downlån af ebøger fra eReolen.dk til denne. Se vejledningen her.

I skrivende stund fungerer "Køb-knappen" ikke. Der har været skrevet en del om købsfunktionen på eReolen.dk forskellige steder, hvor den bla. er blevet kritiseret for, at bibliotekerne, med offentlige penge i ryggen kan ødelægge konkurencen på det komercielle ebogsmarked. Aftalen er ifølge Styrelsen for Biblioteker og Medier ikke i strid med biblioteksloven.
Du kan læse om baggrunden for "Køb-knappen" ved Bo Fristed fra Projekteboeger her og på Styrelsens hjemmeside her.

Der hersker desuden en livlig debat i dagspressen om ebøgernes gang på det kommercielle marked :
Her kan man bla. læse, at nogle forfatter selv er begyndt at udgive deres bøger som ebøger. Og at andre forfattere heriblandt Leif Davidsen er modstander af udgivelse af deres bøger som ebøger.

Du kan bla. følge med i udviklingen af eReolen.dk på Projekteboeger. Her kan man bla. pt. læse om, at folkebibliotekerne i Stockholm selv er begyndt at udgive ebøger!

Prøv eReolen.dk - det er meget nemmere end Netlydbog.dk !!

onsdag den 15. februar 2012

QR koder

QR koder er avancerede stregkoder. QR står for Quick Response. De kan indeholde mange flere data end den almindelige stregkode, som vi kender fra butikkerne når vi handler.

En QR kode bruges som regel til at give ekstra oplysninger i reklamer, formidling eller konkurrencer.

Man læser en QR kode med en smartphone eller en tablet. Man skal bruge et kamera og en app der kan læse QR koder. Man tænder for app og holder telefonen hen foran QR koden og så aflæser den koden.

Denne kode linker til en youtube video, men en sang jeg godt kan lide lige nu. :-)


På bibliotekerne kan man bruge dem f.eks til at lave serie lister. Det her er en oversigt over serien Slægten.

Man kan selv lave sine egne QR koder mange steder på nettet. Jeg har brugt www.qrstuff.com
Her kan man vælge om det skal være tekst eller link eller noget andet man vil have ind i koden. Man kan også vælge farve. Man skal huske på at jo mere data (tekst) man vil have ind i koden, jo mere detaljeret bliver den. Den kan blive så stor at den kan blive svær at læse.

Man downloader koden og kan frit sætte den ind hvor det passer.

Her er også en dansk side, hvor man kan lave koderne http://myqr.dk/ 

Der er mange apps, der kan læse koderne. Søg på qr codes i appstore eller i Android Market.

Her på Mashable kan du se eksempler på nogle spændende måder at bruge QR koder på.   

Denne video viser hvordan man læser koderne og laver dem selv:



Eksperimenter med koderne på biblioteket og se hvad I får ud af det. I år har Hillerød Bibliotek sat koderne ind i arrangementsprogrammet, så man kan se mere om en kunstner eller et arrangement.

God fornøjelse.  

søndag den 1. januar 2012

A Google a Day

Her er det helt rigtige for søgefreaks - plus for alle andre der gerne vil blive bedre til at søge i Google.

'A Google a Day' kan være afløseren for din daglige sudoku eller spil - eller hvad du nu morer dig med på nettet samtidig med at du bliver klogere, smartere og uden tvivl kønnere :-)

I foråret lancerede Google et site der viser 'dagens opgave' som kan løses ved at bruge Google Search.
"A Google a Day is a new daily puzzle that can be solved using your creativity and clever search skills on Google. Questions will be posted every day on agoogleaday.com" står der i Google's blog.
Det findes desværre kun på engelsk, men søgeteknikken er jo den samme som på dansk, og når du er i tvivl kan du bruge Google Oversæt




Når man er gået ind på dagens spørgsmål og søger i det sædvanlige søgefelt søger man i noget der kaldes "Deja Google" dvs en google der eksisterede inden dette A Google a Day spørgsmål blev sendt ud - for ikke at blive styret direkte til svaret fordi alle andre også søger på det samme ( formentlig inspireret af deja vu).

Adressen er: agoogleaday.com og første gang du går ind på siden får du en kort vejledning.
Du kan desuden få hjælp til dagens spørgsmål ved at klikke på Hint-linket der står ved siden af svarfeltet.
Prøv det! Det er sjovt - og samtidig bliver du bedre til at søge.



fredag den 9. december 2011

Opsamling på året der gik.

Også i 2011 har vi været vidt omkring på nettet. Her er der en samlet oversigt over alt det du har lært. Hvis der er noget du har misset, så har du chancen nu for at samle op på det. 

Flash Mob

Samling af mennesker der gør noget sammen uden at reklamere for det, for så at forsvinde lige så hurtigt.   


 Facebook - Indstillinger

Tjek dine indstillinger i Facebook. Det skal du gøre jævnligt.

Bogtube og Bogbidder

Litteratur på nettet på en ny måde.

Internet memes

Humor på nettet - Hvordan alle kan deltage i at udfolde og tilføje nyt til en joke.

Tips og tricks til internettet

Bedre søgning i Google eller større skrift? Lær det her.

Bliv inspireret og del din begejstring med andre

Nye måder at anbefale det du læser lige nu!

Sommersjov for børn

Hvad skal vi lave i sommerferien?

Vi jammer på Yammer.com

Få kontakt med kollegaer på bibliotekerne omkring os.

Google+ : det nye sociale netværk og mere end dét !

Afløseren for Facebook? Se om det er noget for dig.

E-bogen i Danmark i dag

Hvis der er noget vi snakker om lige nu, så er det e-bøger. Imellemtiden er ereolen gået i luften og den kan du besøge her. 

Aktivistgrupper og crowds på nettet

Nettet kan bruges til både godt og ondt. Lær meget mere om undergrunden på nettet her.

Photobucket 
Vi siger tak for i år og vender tilbage i januar med nye spændende ting.

Ellen, Michael, Kirsten og Signe


mandag den 14. november 2011

Aktivistgrupper og crowds på nettet

Internettet er jo en stor broget masse. Det kan man se alene på de mange forskellige hjemmesider, der findes derude, men det giver sig også udtryk i alle de mange grupperinger, som er på nettet. Et par af dem vil jeg omtale her.

Anonymous: Anonymous (også bare kaldet Anon) er en såkaldt "hacktivist"-gruppe, det vil sige en gruppe af aktivister, der virker primært ved at hacke hjemmesider og andre elektroniske systemer. Gruppen blev dannet på det berygtede webforum "4chan" og den er kendetegnet ved en meget løs og temmelig anarkistisk baseret struktur. Således er der ingen leder af gruppen, og der er heller igen organiseret struktur. Så man kan faktisk blot iføre sig deres uniform, der består af jakkesæt, slips og en Guy Fawkes maske, og uploade en video til youtube, hvor man truer med at angribe en hjemmeside eller andet. Således er det nemt at blive en del af Anonymous, man gør det bare og derfor er det svært at sige noget om, hvem og hvor mange, gruppen består af.

Deres umiddelbare formål er at beskytte ytringsfrihed, frihed på internettet og specifikke mål har blandt andet været Scientology og nogle af de pengeoverførslessider på internettet, der nægtede at have med Wikileaks at gøre (se nedenfor). På det sidste har de også truet med at lukke Facebook ned, men det har indtil videre kun været ved truslerne, og der spekuleres i, om det var en reel trussel fra Anonymous, eller om det var fup.
Læs mere på wikipedia her.

Avaaz: Avaaz er en global aktivistgruppe, der egentlig ikke har en fælles ideologi, men virker ved at medlemmer kan foreslå emner til blandt andet kampagner, demonstrationer med videre. Mange af gruppens aktiviteter foregå ved hjælp af eller på internettet. Blandt andet kan man på organisationens hjemmeside, udover at tilmelde sig, også se, hvilke kampagner og underskriftindsamlinger, der foregår lige nu. Man kan også ved at melde sig til på siden selv skrive under på diverse kampagner, og derefter vil man løbende få en mail tilsendt med nye underskriftindsamlinger, hvor man blot skal skrive sin mail på. Det anslås af Avaaz selv, at de pt har over 10.000.000 medlemmer over hele verden.

Der har været en del kritik af Avaaz, blandt andet fra Canadas regering.

Læs mere om Avaaz på gruppens egen hjemmeside og på Wikipedia.

Crowdfunding: Begrebet "crowdsourcing" kender de fleste. Det betyder, at man for eksempel som med wikipedia lader folk om selv at skabe indholdet via en hjemmeside på internettet. Sådan er det også med begrebet "crowdfunding". Crowdfunding er, når folk, der ikke nødvendigvis kender hinanden, går sammen om at støtte et eller andet projekt økonomisk via for eksempel en hjemmeside på internettet. En af de mest kendte af disse hjemmesider er Kickstarter.com, hvor du kan præsentere et projekt og få økonomisk støtte til det, hvis andre mennesker synes, det lyder som en god ide.

For at kunne oprette sit projekt på Kickstarter, skal man være bosiddende i USA, men Kickstarter arbejder tilsyneladende på at udbrede hjemmesidens muligheder for at søge projektstøtte til andre lande også.

Til gnegæld kan alle over hele verden allerede nu støtte projekterne på Kickstart.com med penge, hvis man ønsker det. Støtter man et projekt, får man ikke noget tilbage, udover den gode samvittighed og eventuelt et eksemplar af den film, tegneserie osv, man støtter eller at blive takket i credits.

Selve støttefunktionen fungerer på den måde, at man opslår et projekt og fastsætter en deadline for, hvornår projektet skal have "modtaget" støtte nok til at gå i luften, for eksempel en måned fra projektet er blevet opslået på Kickstarter.com. Jeg har sat modtaget i anførselstegn ovenover, for når man finder et projekt, man vil støtte, så betaler man ikke penge med det samme, men lover blot et bestemt beløb i støtte. Når deadline for indsamlingen af støtten er nået, så betaler man det lovede beløb. Hvis projektet ikke når op på det fastsatte beløb ved udgange af deadline, er der ingen, der betaler.

Der findes dog lignende hjemmesider, der fungerer på samme måde, og på nogle af disse kan man også indsamle penge til sit projekt, selv om man ikke bor i USA. Eksempler på sådanne sider er Peerbackers og den engelske hjemmeside Sponsume.

Man kan som privatperson og bibliotek overveje, om ikke dette er en endog meget farbar vej til at skaffe penge til projekter og andre ting. Det er dog vigtigt, at man sætter sig ind i, hvordan den enkelte hjemmeside virker, da nogle af siderne kræver procenter af det endeligt indsamlede beløb, og nogle af siderne kræver, at man skal nå det ønskede beløb indenfor deadlinen, før man reelt set får pengene, mens andre sider ikke kræver, at man skal nå målet, men får de penge, der er blevet lovet af folk.


Reddit: Reddit er et eksempel på en avis, på internettet, hvis historier primært handler om ting på internettet og er komplet styret via crowdsourcing eller begrebet "Wisdom of the crowd". Man kan oprette en profil og så selv linke til historier eller skrive sin egen historie på nettet. Så kan alle andre læsere af Reddit stemme på historien og jo flere stemmer, historien får, jo højere op på siden kommer den. Således er det altså brugerne selv, der bestemmer, hvad de vil læse af nyheder og historier. Du kan læse mere om Reddit her.

fredag den 7. oktober 2011

E-bogen i Danmark i dag


Det generelle udbud af e-bøger i Danmark er ikke særlig stort, der er i øjeblikket tale om ca. 4000 titler, og der er en udpræget tilbageholdenhed fra nogle forlag og fra visse forfattere, der er bange for piratkopiering. Den gode nyhed er at flere forlag nu er begyndt at udgive deres helt nye titler som ebøger, f. eks. Arne Dahl: Hviskeleg og Benn Q. Holm: Byen og øen.

Der findes efterhånden en hel del netboghandlere der sælger danske e-bøger, de største er stadig http://www.saxo.com/dk og http://www.g.dk/ men der er kommet en del mindre tjenester som f. eks. http://www.booksnob.dk/ der har specialiseret sig i e-bøger og lydbøger til download.

Når vi ser på udlandet vrimler det med ebøger, den største forhandler er www.amazon.com, der sidst jeg kiggede havde 865.000 titler. Men også i lande som Sverige og Holland er udbuddet af e-bøger rigtigt stort.

E-bogslæsere

Amazons Kindle er stadig den største dedikerede e-bogslæser, men efter iPad kom på markedet er markedet vokset. I øjeblikket siges det at hver sjette amerikaner har en e-bogslæser, og man regner med at dette bliver til hver tredie i løbet af det næste år. Til iPad og andre tablet-computere er der også udviklet lækre e-bøger med illustrationer i farver til både børn og voksne.
Amazons e-bøger kan som bekendt også læses på iPad og iPhone, og som noget nyt kan de nu også læses på android telefoner og tablets.
Man bruger diverse apps som læsere - mange kan downloades gratis, de mest populære er Bluefire og Aldiko.
Flere af de danske netboghandlere sælger også e-bogslæsere, og sågar Bilka har haft læsere på tilbud :-)



E-bøger og biblioteker
Den 1. november lancerer folkebibliotekerne en ny ebogsservice, som er 1. fase af 'Folkebibliotekernes e-bogs projekt'.
Dette har været efterlyst længe, og nu der er kommet facts på bordet bliver den selvfølgelig kritiseret af mange, dels på grund af prisniveauet, dels fordi deltagerne i projektet er de 6 centralbiblioteker og 2-3 store forlag, men det at projektet nu løber af stabelen viser at e-bøgerne kommer - også her i Danmark!

Den pris det enkelte bibliotek skal betale bliver mellem 13 kr. og 18.50 kr. for et klik - dvs for hvert download. For at undgå problemer med drm-beskyttelse vil der i fase 2. blive mulighed for streaming.


Hvad sker der hvorhenne?
Der sker hele tiden nyt på området - senest er Amazon kommet med deres Kindle Flash og en ny udgave af Kindle med touch-skærm - der desværre endnu kun sælges i USA. Kindle Flash fik en flot modtagelse og blev udråbt som en værdig konkurrent til iPad - til den halve pris.
Der er kommet to 'lejre' på e-bogslæsermarkedet - de der sværger til de dedikerede e-bogslæsere med e-ink skærme og de der sværger til tablets som iPad.
De har hver sine fordele - e-ink er uovertruffent til at læse i sollys og skærmen er helt stabil uden blinken, mens tablets har flotte farver og moderne faciliteter - så egentlg skulle man have en af hver slags...

Her kan man læse mere om e-bogsmarkedet:


Vejledning til download af bibliotekets e-bøger på ipad o.l. her








torsdag den 1. september 2011

Google+ : det nye sociale netværk og mere end dét !

Baggrund:
Google udfordrer nu de sociale medier Facebook, Twitter og alle de andre. Hidtil har Google ikke haft den slags tjenester, men vil nu ind i kampen med deres "Google-projekt". Så nu er Google+ kommet - foreløbig i en beta-test-version. Og den er blevet overstrømmende modtaget, der skulle allerede nu være flere millioner på Google+, mange flere end på Facebook og Twitter i starten.

Google er primært interessereret i brugerne, - i et socialt netværk tilgendegiver brugerne rigtig meget om, hvad de kan lide. Og det kan bruges f.eks. til placering af reklamer m.v. Man kan sige, at Google+ prøver at lægge et socialt lag ned over søgninger på Google. Med Google+ vil det, dine venner finder interessant nemlig få en højere prioritet i dine søgninger.

Google+ integrerer med de mennesker, man mailer med via sin Gmail-konto og kommunikerer med via sin Android-mobiltelefon. Googles hensigt er nemlig, at brugerne anvender alle dens tjenester på nettet.
Google vil fremover indbygge sociale netværksfunktioner og -værktøjer fra Google+ i stort set samtlige af virksomhedens online-funktioner lige fra Søgning over Dokumenter til Video. Google+ er allerede integreret i navigationsbjælken øverst til højre i næsten alle Googles produkter.

Sådan bliver du tilmeldt/tilmelder dig Google+:
Nu behøver du ikke længere have en G-mail for at komme på Google+. Beta-versionen er her i august blevet opdateret, så man nu kan invitere "alle", og ikke kun dem med en Gmail-konto. Den, der inviterer i Google+, klikker blot på "Invite friends"-ikonet i højre side af skærmbilledet. Herefter medsender man automatisk et link sammen med modtagerens email. Du vil så modtage en mail i din indbakke med et link. Klik på linket, og du bliver nu opfordret til at oprette en Google-konto. Du har formodentlig allerede en Google-konto, hvis du deltog i 23 Ting forløbet ellers opret den her. Alt efter om du allerede har en Google-konto, kan du nu logge ind via plus.google.com. Du bliver også bedt om at oprette en offentlig Google-profil. Når du har gjort dette, er du ONLINE ! Fremover kan du nu logge ind på Google+ via alle Google's funktioner.
Her kan du læse mere om at invitere andre til at tilmelde sig Google+

Check dine Google+ indstillinger samt andre personlige oplysninger ved at klikke på det lille ikon "sol" med "Muligheder" øverst i højre hjørne.

Øverst i selve Google+ billedet findes 5 små ikoner. Udfyld dine profiloplysninger ved at klikke på det 3. ikon fra venstre. Under feltet "Køn", kan du angive, hvem der må se dette. Nederst i redigeringsbilledet kan du angive "Søgesynlighed"(Synlighed under søgning). Ved at klikke på det 1. ikon kommer du frem til Startsiden. (Til venstre ses nogle af ikonerne i vilkårlig rækkefølge).

Cirkler/Netværk:
Cirklerne er fundamentet i Google+. Du kan se cirklerne til venstre i Google+ skærmbilledet : Man kan have venner på Google+ ligesom på Facebook. Men Google's koncept med "Cirkler" er mere på linie med, hvordan vi har venner i det virkelige liv. Vi har jo ofte forskellige former for venner, som vi interagerer og kommunikerer med på forskellige måder.

Facebooks venneliste-funktion gør det muligt at oprette grupper af venner hen ad vejen, men det virker meget besværligt sammenlignet med sådan, det er implementeret i Google+. Nu kan du f.eks adskille venner og familie, således at de to cirkler/grupper ikke kan se, hvad du kommunikerer med dem hver især om. Du kan checke dine cirkler på det 4. ikon øverst i Google+billedet.
Du kan oprette nye cirkler, og du kan følge dine venner og andre, uden at de behøver at følge dig. Du kan selv bestemme, hvilke cirkler, der skal se hvad. Og du bestemmer selv, om du vil tilføje personer, der har tilføjet dig. Øverst til højre i skærmblledet kan du føje de mennersker, du kender, til dine cirkler, klik på knappen "Del". Du behøver ikke at invitere dem først. Når du har tilføjet personer til dine netværk, kan du i dit profilbillede ændre på personernes synlighed i venstre side af profil-billedet. Prøv dig frem!
Læs mere om netværk/cirkler, og hvordan du får organiseret dine sociale relationer her

Strømmen/administration af indhold:
Strømmen er noget, der helt klart er inspireret af Facebook's nyhedsstrøm, hvor alt, hvad vennerne foretager sig dukker op. I Google+ er den lidt mere udbygget end Facebook's. Hver gang man foretager sig noget på Google+ f.eks. opretter et indlæg, skal man samtidig vælge, hvilke cirkler, der skal kunne se det, man er i færd med at lægge op. Endvidere skal man vælge om indlægget skal være offtentligt, begrænset, udvidede netværk m.v. Google+ "husker", hvad du sidst har valgt. Du kan oprette et indlæg ved at skrive det direkte fra strømmen og efterfølgende vælge, hvem du vil dele indholdet med. Du kan også først vælge et netværk/cirkel i listen over dine netværk/cirkler i venstre side af skærmbilledet.
Du kan redigere og slette dine indlæg ved at klikke på den lille pil til højre i indlægget, her kan du også deaktivere kommentarer og låse indlægget. Og ved andres indlæg er det muligt f.eks. at blokere personen, der kar skrevet indlægget. Prøv dig frem med at lægge indlæg og kommentarer op på Google+!
Læs mere om strømmen og administration af indlæg her

+1:
Hvor Facebook har "synes godt om"-knappen, har Google "+1"-knappen. I strømmen kan du se, at du har mulighed for at give indlæg og kommentarer en "+1"-tilkendegivelse.

Først og fremmest deler du det indhold, du trykker +1 ved med dine Google+ venner - ligesom på Facebook. Men når du og dine venner trykker på "+1"-knappen tilkendegiver du og vennerne, at "det her er ret godt". Det betyder, at Google's søgealgoritme bliver social bevidst. Jo flere mennesker, der trykker "+1", des mere ved algoritmen om, hvad mennesket reelt set interesserer sig for på internettet.

En nyhedsartikkel, der har fået mange "+1" tilkendegivelser, vil altså oftere komme frem i søgeresultater end førhen, og dine venners "+1" tilkendegivelser vil få højere prioritet, når du søger. Allerede nu vil du kunne trykke "+1", både når du søger og i Google+. Funktionen er pt. under udbygning.
Læs mere om "+1"-funktionen her på din profil og her på "Hjælp til Google+" under det lille ikon "sol" øverst i højre hjørne.

Øvrige funktioner i Google+:
Ovenstående er nogle af de mest fundamentale funktioner i Google+. Men der findes mange andre væsentlige nyskabelser :

Gnister/Sparks : Denne funktion udgør også en afgørende forskel fra Facebook. Med "Gnister" udnytter Google sin søgemaskine til at gøre noget, som Facebook ikke er i stand til, - nemlig at give brugerne et øjeblikkeligt væld af relevant information, der er klar til at deles med vennerne. Prøv at vælge ting, du interesserer dig for og gerne vil dele. "Gnister-knappen" findes i venstre side af Google+-skærmbilledet.

Hangouts/Gruppechat : Funktionen finder du til højre i skærmbilledet. Her kan man videochatte med op til 10 personer på én gang. (Efter sigende skulle Facebook i fremtiden blive dybt integreret med Skype). Du bliver først bedt om at installere et Plugin til dette.

Mobil-app : Ikke afprøvet, men hvis du bruger Android, skulle det være lettere og mere funktionelt at få indhold fra din telefon over på den sociale platform med mobilapplikationen til Google+.

Foto-deling : Du kan uploade og dele dine fotos. I Google+ bliver de billeder, du tager med din telefon, med det samme sendt til et privat billedalbum på nettet. Når man tagger nogen på Google+, får man vist denne meddelelse : "Tilføjelse af dette tag vil underrette den person, du har tagget". Facebook advarer ikke folk om, at de bliver tagget.

Dataliberation : Eller "Datafrihed". Hvis du vil forlade Google+ eller bare vil have en kopi, kan du downloade dine data og tage dem med under punktet "Datafrihed". Du kan slette din profil og sociale funktioner samt slette din konto under punktet "Kontooversigt".

Der har været skrevet og snakket en del om Google+'s sikkerhedsindstillinger/Privacy-problemer. Et af indlæggene i debatten kan du se her. Der er også henvisning til en liste over problemerne offentliggjort af Google selv. Google+ er stadig i BETA-version, og Google arbejder stadig på en løsning af mange af problemerne.
Google har fra starten forsøgt at imødekomme den kritik, som Facebook bliver mødt med og har fra begyndelsen været mere åbne end Facebook om, hvad firmaet bruger folks data til. Alene Google's koncept med cirklerne er en klar forbedring i forhold til Facebook.
Du kan med fordel bruge både Google+ og Facebook : Google+, når du vil kommunikere og dele med en mere snæver kreds rent emnemæssigt, og Facebook, når du vil kommunikere bredt.
Hvor meget "Big Brother", der er tale om fra Google's side, kan kun fremtiden vise.

I Google+ er der rigtig mange muligheder og nye funktioner, også flere end der er nævnt i dette indlæg, og nogle af dem opdager man først, når man går i gang med at arbejde med Google+. Så få f.eks. Ellen, Michael, Signe eller Kirsten til at invitere jer og prøv jer frem !

Der er en udmærket "hjælp-funktion" til Google+. Klik her

mandag den 1. august 2011

Vi jammer på Yammer.com

Hvad er Yammer.com?
Yammer.com er både en form for intranet og samtidig et  socialt netværk, der i sin grundidé minder om en sammenblanding af Facebook og netværksværktøjet Linkedin. Hvor Facebook dog er et socialt netværk, hvor man kan udbrede sig om alt det, man har lyst til socialt, personligt og arbejdsmæssigt, så lægger Yammer mere op til at handle om at netværke arbejdsmæssigt.

Er man et større firma eller eksempelvis en offentlig organisation, kan det give mening at bruge Yammer til at kommunikere med kolleger på kryds og tværs af organisationen. Det foregår let og simpelt ved at man skriver statusopdateringer, lægger links ud, kommenterer og sender beskeder til hinanden præcis som på Facebook.

Men man kan også uploade forskellige former for filer til Yammer. At uploade filer i Yammer gør, at man kan dele dem med de andre personer i netværket, og på den måde vil man kunne samarbejde på kryds og tværs i netværket uden at skulle for eksempel være til stede samtidig og på tværs af geografiske afstande.

Bare rolig, man har selv retten til det materiale, man lægger ud.

Hvad snakker de så om, de der Yammere i netværket for Region Hovedstaden?
Jo, ligesom på Facebook og andre lignenede sociale netværk, så kan man selv oprette en statusbesked og kommentere på andres statusopdateringer og kommentarer. Da Yammer er tænkt som et slags intranet på tværs af region hovedstadens biblioteker, er det meste af det, der bliver talt om naturligvis mere eller mindre biblioteksrelevant.
Indtil videre er snakken blandt andet gået om "Danskernes Digitale Bibliotek", hvorvidt cd'er stadig skal kunne lånes ud på bibliotekerne, hvem der køber AV-pakken og hvorfor/hvorfor ikke, udlån af ebogs-læsere med meget mere.

Hvordan tilmelder man sig?
Man tilmelder sig ved at oprette en profil hos Yammer.com og bruge sin arbejds-email som login.
Når man er tilmeldt, bliver man automatisk medlem af et netværk, der relaterer til slutningen af ens email-adresse. Min mail-adresse ender eksempelvis på "vallensbaek.dk", så jeg bliver en del af et netværk for alle med den endelse. Er man den første, der melder sig til, så opretter yammer automatisk et netværk, der relaterer sig til endelsen på ens email.
For at blive medlem af netværket for Region Hovedstadens biblioteker, skal du inviteres af en, der allerede er medlem. Det letteste er derfor, at du retter henvendelse til en af denne blogs fire bidragsydere. Det drejer sig om Ellen fra Brøndby, Kirsten fra Ishøj, Signe fra Hillerød og Michael fra Vallensbæk. Så skal vi nok invitere dig. :-)

God fornøjelse og husk den gyldne regel for sociale netværk: Det man giver, får man igen!